THE OUTLAWS - Line Dance i Aars

 

 

Vedtægter for

THE OUTLAWS

 

 

§ 1 Navn og hjemsted

 

Klubbens navn er THE OUTLAWS. Hjemsted er Vesthimmerlands Kommune.

 

§ 2 Formål

 

Klubbens formål er at fremme interessen og muligheden for at danse Line Dance, og herigennem skabe livsglæde og højt humør.

 

§ 3 Optagelse af medlemmer

 

Personer optages som medlemmer af klubben, så snart det halvårlige kontingent er betalt.

 

§ 4 Udmeldelse af medlemmer

 

Medlemmer kan udmelde sig skriftligt uden varsel. Indbetalt kontingent refunderes ikke.

 

§ 5 Regnskab

 

Klubbens regnskabsår følger kalenderåret.

Bestyrelsen skal sørge for at alle oplysninger er tilgængelige for revisorerne.

Konti i pengeinstitutter noteres i klubbens navn.

Af et eventuelt overskud kan intet udloddes til medlemmerne.

 

§ 6 Sæson og kontingent

 

Den faste sæson regnes normalt fra 1/9-31/12 og 1/1-30/4.

Kontingentet og sæsonen fastsættes af bestyrelsen, én gang årligt. Kontingentet betales forud for ét år ad gangen (senest på 3. danseaften), på det udleverede girokort eller overførsel via Netbank.

Hvis det af uforudsete årsager skønnes nødvendigt, kan der opkræves et ekstra kontingent for perioden 1/1-30/4. Dette skal dog meddeles medlemmerne ved opslag senest 1/12.

Hvis en danser stopper inden sæsonophør vil der IKKE blive refunderet kontingent.

 

§ 7 Ordinær generalforsamling

 

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed i alle dens anliggender. En generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte medlemmer – jf. dog § 8.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned. Generalforsamlin­gen indkaldes af bestyrelsen og indvarsles med 14 dages varsel ved opslag i klubben samt på klubbens hjemmeside.

Dagsorden på den ordinære generalforsamling er:

 

•Valg af dirigent og stemmetællere.

•Formandens beretning

•Fremlæggelse af regnskab

•Indkomne forslag

•Valg af bestyrelsesmedlemmer

•Valg af 2 suppleanter for bestyrelsen

•Valg af 1 revisorer

•Valg af 1 suppleant for revisor

•Eventuelt

 

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være indleveret skriftligt til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes. Alle afstemninger sker skriftligt, blot ét tilstede-værende medlem ønsker det.

Der føres referat over vedtagne beslutninger. Referatet underskrives af dirigenten og indsættes i protokollen.

 

§ 8 Stemmeafgivelse på generalforsamling

 

Stemmeret på generalforsamlingen har alle gyldige medlemmer, såfremt man var gyldigt medlem pr. 31. december foregående år. Alle bestyrelsesmedlemmer har stemmeret uanset medlemsskab.

Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Der kan således ikke stemmes ved fuldmagt.

Gyldigt medlemsbevis skal medbringes og forevises på forlangende. De på generalforsamlingen behandlede spørgsmål afgøres ved simpel stemmeflertal – undtaget er dog afstemninger om ændringer af nærværende vedtægter jf. § 18 og 19.

 

§ 9 Valg af bestyrelse og revisorer

 

Valgbar til bestyrelsen og som revisor er alle, som er fyldt 18 år.

Der stemmes på max. 2 navne af de foreslåede bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen, halvdelen i lige og halvdelen (+1) i ulige år på generalforsamlingen.

Endvidere vælges 2 bestyrelsessuppleanter for ét år ad gangen på generalforsamlingen.

Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan foretages i én arbejdsgang efter metoden »flest modtagne stemmer«

Der stemmes på max. 2 navn af de foreslåede revisorer.

Genvalg kan finde sted.

Revisor er valgt for et år af gangen.

Revisorsuppleant vælges for ét år.

Valg af revisor og suppleant kan foretages i én arbejdsgang efter metoden »flest modtagne stemmer«

 

§ 10 Ekstraordinær generalforsamling

 

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når generalforsamlingen, mere end halvdelen af bestyrelsen eller mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmerne forlanger det. Forlangende fra medlemmerne skal være skriftligt og motiveret samt ledsaget af en dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling indvarsles efter samme regler som en ordinær generalforsamling.

 

§ 11 Bestyrelsen

 

Bestyrelsen består af 7 medlemmer.

Afgår et bestyrelsesmedlem inden udløbet af sin funktionstid, indtræder suppleanten for perioden indtil førstkommende ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær på et møde snarest efter generalforsamlingen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når 2/3 dele af bestyrelsen er fremmødt.

Forslag er vedtaget når mere end halvdelen af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer stemmer for. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

Ved formandens fravær (forfald) indtræder næstformanden i hans sted.

Over såvel bestyrelsesmøder (som generalforsamlinger) føres beslutningsreferat.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde så ofte, det findes nødvendigt, og skal i øvrigt indkalde til bestyrelsesmøde, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer forlanger dette.

 

§ 12 Bestyrelsens arbejdsopgaver

 

Bestyrelsen kan udarbejde en forretningsorden, hvori der fx. fastsættes nærmere regler for punkterne:

Det konstituerende bestyrelsesmøde

Øvrige bestyrelsesmøder

Forvaltning af klubbens aktiver og forpligtelser

Medlemsregister

Repræsentation i andre organisationer (hvis relevant)

Refusion af bestyrelses- og udvalgsmedlemmers udgifter

Udvalgenes forhold og afgrænsninger mellem udvalgene indbyrdes og mellem udvalg og be­styrelsen.

Bestyrelsen er ansvarlig for den daglige administration.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af særlige opgaver.

 

§ 13 Bemyndigelse og tegning

 

Bestyrelsen fører den fornødne kontrol og er ansvarlig for forvaltning af foreningens midler over for generalforsamlingen.

Økonomisk tegnes foreningen af formand, næstformand og kasserer i forening.

Foreningen kan meddele prokura, dvs. at bestyrelsen kan give fuldmagt til en person med henblik på at varetage nærmere afgrænsede økonomiske dispositioner.

 

§ 14 Hæftelser og ansvar

 

Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser.

Foreningen hæfter alene med dens respektive formue.

Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen udover kontingentforpligtelsen.

Bestyrelsen og afdelinger har ansvaret for at foreningen administreres efter gældende love og retningslinier.

 

§ 15 Revision

 

Revisor skal hvert år inden generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede. Revisor har i øvrigt til en hver tid ret til at efterse beholdninger og bogholderi.

 

§ 16 Vedtægtsændringer

 

Til ændring af foreningens vedtægter (love) kræves mindst 2/3 flertal i forhold til afgivne stemmer.

 

§ 17 Foreningens opløsning

 

Foreningens opløsning kræver mindst 2/3 flertal blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer.

Er 2/3 af medlemmerne ikke tilstede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen – senest 30 dage efter – skriftligt indkalde registrerede aktive medlemmer til en ny generalforsamling, hvor opløsning kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende stemmer.

I tilfælde af opløsning træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens midler, som dog under alle omstændigheder skal anvendes til almene nyttige formål i Aars kommune. Denne disposition afgøres ved simpel stemmeflertal.

 

Vedtaget på generalforsamlingen, 14. marts 2013

Henning Hedeman

Dirigent

Du kan downloade vore senest vedtagne vedtægter som PDF-fil - her

For at kunne åbne filen, skal du have installeret Acrobat Reader,

der kan hentes her.

 

Andre klubber er meget velkommen til at bruge disse vedtægter som udgangspunkt, når en ny klub skal oprettes.